Velkommen til førogefter.dk
Mit navn er Lotte Paarup, og jeg blev mor til en dejlig pige den 9. september 2011. Hun satte skub i mange skønne ting, både personligt og erhvervsmæssigt for mig. Det startede alt sammen, den dag jeg opdagede, at jeg var gravid. Der har været/er unikke, fantastiske og skønne stunder, men der er også de udfordrende minutter, timer, dage… Førogefter.dk handler om det hele – og det handler specielt om emner indenfor sundhed, velvære, motion og livsstil – for kommende forældre, nuværende forældre (meget for mor) og for guldklumperne 🙂
Den 3. marts 2016 fødte jeg vores lillebror, der var meget ønsket og havde haft en lang rejse til denne verden. Hans og min vej med ham, sætter også sit præg på de mange forskellige indlæg, jeg lægger op.
Hold da op, hvor jeg lærer meget af mine børn, TAK for det Du finder min datter og søn rigtig mange steder på sitet – det giver næsten sig selv, og det håber jeg, at du bærer over med 🙂
Ideen med Førogefter.dk er at uddele en masse GRATIS viden og inspiration til tiden før og efter baby er kommet til verden. Det er en fantastisk tid at være gravid, og det er en fantastisk tid at være mor og far. Jeg vil dele ud af mine egne erfaringer, som både byder på det lette og fantastiske samt det besværlige og udfordrende. Jeg vil også introducere dig for en lang række personer, som fx behandlere, jordemødre, sundhedsplejersker, ammeeksperter, motorik eksperter og meget andet. Alle unikke eksperter på deres felt, og som jeg selv har søgt hjælp hos.
Få nyheder i din mailboks
Jeg lægger løbende nye indlæg på sitet, og sender en mail engang imellem, når der er nyt at finde i de forskellige interesseemner. Derfor er det en god ide at tilmelde dig mit nyhedsbrev (det gør du i højre side af skærmen).
Dårlig samvittighed er forbudt!
Det eneste du ikke må få af at følge med på mit site er dårlig samvittighed! Brug mine tips, ideer og forslag som inspiration og en hjælp til at komme videre og nyde livet og din graviditet eller ankomne guldklump maksimalt 🙂
Dit eget ansvar
Jeg vil lige minde dig om, at det altid er dit eget ansvar, hvad du gør ved din krop. Lyt altid godt efter, hvad din krop fortæller dig, uanset hvad jeg har skrevet, fortalt og vist her på sitet. Du skal altid konsultere din læge, jordemoder eller behandler, hvis du er det mindste i tvivl, om du kan gennemføre en øvelse eller andet.
Hvem er jeg?
Jeg er oprindeligt uddannet fysioterapeut i 1998. Både før og derefter har jeg arbejdet i fitnessbranchen i en lang årrække, hvor jeg ønskede at bringe terapeutisk træning og fitness træning tættere på hinanden. Jeg har gennem årene udgivet en lang række motionsdvd, en række bøger og lavet diverse TV. Idag er jeg ejer af firmaet Den Intelligente Krop, som er en webbutik. Herfra driver jeg også et lille trænings studie, hvor vi er specialiseret i Pilates, genoptræning, hensynstagende træning, åndedrætstræning, rygtræning, fødder, holdningsændring blandt meget andet. Jeg holder desuden foredrag rundt om i landet – og en række kurser samt uddannelser indenfor bl.a. Pilates og åndedrætsterapi.
I bund og grund er jeg en jordnær pige fra Fyn, der aldrig troede jeg skulle få lyst at blive mor, men det fik jeg heldigvis! Jeg er en nørd, når der er noget som interesserer mig – og derfor har jeg lavet dette site, da jeg gerne vil dele det hele med dig 🙂
Du kan også læse mere om mig på lottepaarup.dk
”Jeg kan ikke forestille mig mange tidspunkter i livet, hvor en kvinde er lige så sårbar og åben for indtryk som i timerne og dagene efter barnets fødsel. Det er, som om hun bliver et vibrerende modtagerfelt, der venter på, at hændelser viser sig og får tag i hende. Hun befinder sig i en tilstand af konstruktiv skrøbelighed og opfatter enhver nuance i det, der siges og gøres omkring hende og barnet, også de mest tilfældige bemærkninger.” (En mor bliver til, Daniel N. Stern, side 59)
Førogefter.dk en del af Den Intelligente Krop
Førogefter.dk er en del af mit firma Den Intelligente Krop. Derfor fører webshoppen dig her på sitet videre til Den Intelligente Krop.
Til alle journalister
Du må meget gerne søge viden og ideer på mit site, men jeg forventer, at du krediterer mig og sitet for det. Du er også velkommen til at kontakte mig på info@førogefter.dk – Tak 🙂