camillaaandedraetJeg har spurgt jordemoder og yoga ekspert Camilla Lund Sørensen om følgende:

Hvorfor er det så vigtigt at arbejde med åndedrættet under graviditeten?
Og hvorfor er det så vigtigt under fødslen?

Læs Camillas svar her
Åndedrættet er en nøgle til at afspænde både fysisk og mentalt. Og i en tid som graviditeten, hvor du mærker mange nye fornemmelser i kroppen og hvor tankerne tit fylder meget, kan åndedrætstræning hjælpe til at lære kroppens signaler bedre at kende og få ro og klarhed omkring alle de nye følelser og tanker.

Ved at lære åndedrættet at kende og arbejde bevidst med det under graviditeten, kan du opnå dybere ro og få kendskab til både din krop, følelser og stilne sindet.

Der er mange måder at arbejde med åndedrættet på, men det starter med at træne åndedrætsopmærksomhed, simpelthen at være bevidst og opmærksom på åndedrættet.

Du kan prøve denne opmærksomhedsøvelse:
Lig eller sid behageligt.

Lad åndedrættet være som det er, spontant og naturligt, men vend din opmærksomhed mod åndedrættet, – væk fra tanker og aktiviteter, og bliv “vidne” på ind og udånding. Det er faktisk ikke særlig nemt, selvom det lyder enkelt. Man vil opdage at lynhurtigt rettes opmærksomheden mod lyde, tanker eller kropslige fornemmelser og så er det bare tålmodigt at optræne evnen til at betragte åndedrættet. Igen og igen vende tilbage til at være opmærksom på åndedrættet.

Den næste etape der er så vigtig under fødslen, består i at gøre åndedrættet længere og dybere, på en behagelig måde, i en rytme og med en mængde luft der føles naturlig og blid.

Den lidt længere åndedrætsrytme giver dig mulighed for at afspænde hele kroppen på udåndingerne og mærke at kroppen igen fyldes og udvides, når du lader luften strømme ind i kroppen. Det er nemlig nøglen til fødslen, nøglen til at kunne afspænde og smertelindre under veerne.

Man kan sige, at første etape består af at kende åndedrættet, og er forudsætningen for at kunne bruge åndedrættet under fødslen, og anden etape er at træne det dybe åndedræt bruge det bevidst og aktivt under fødslen.

 

På Camillas hjemmeside kan du downloade de åndedræt, du skal bruge til din daglige træning og afspænding og en lang træning i fødeåndedrættet, så du kan bruge det under veerne.