Læs her et spørgsmål, som jeg stillede til læge Charlotte Bech, der har udgivet en lang række bøger til kvinder. Jeg kan varmt anbefale hendes bøger. Du kan læse mere om Charlotte på hendes hjemmeside www.charlottebech.dk
*******
Hej Charlotte
Jeg vil rigtig gerne spørge dig om noget, og jeg håber du vil/kan svare.
Ved du, om kvinder der udviklede sig tidligt som børn, altså rent kønsligt, med tidlig udvikling af bryster, tidlig menstruation (allerede i 10-års alderen mv.) kommer tidligere i overgangsalderen end andre kvinder?
Jeg er dermed interesseret i at vide, om der en sammenhæng imellem tidlig udvikling og fertilitet?
På forhånd tak 🙂
MVH Lotte Paarup
SVAR FRA CHARLOTTE:
Kære Lotte,
Vi ved at det primært er arveligt hvornår vi får første menstruation og sidste menstruation. Det ligger i generne hvornår piger får første menstruation og hvornår kvinder har sidste menstruation. Generne som koder for første menstruation er forbundet med generne for menopausen så der er helt klart en sammenhæng.
Desuden er det sådan, at når et pigebarn bliver født, har hun ca. 2 millioner æg. De sorteres løbende, så kun de bedste æg bliver tilbage. Ved puberteten er der ca. 400.000 æg tilbage, som så også sorteres løbende. Normalt er der kun ca. 1000 æg tilbage når kvinden har den sidste menstruation. Hvis man har en for tidlig første menstruation, kan man derfor hurtigere ’løbe tør’ for æg og nå frem til den sidste menstruation. Derfor er det sandsynligt, at en for tidlig pubertet kan føre til en for tidlig menopause.
Desuden ved man, at både tidspunktet for første menstruation og for sidste menstruation i høj grad påvirkes af miljøfaktorer dvs af hvordan vi spiser og lever. Fx ved man at piger der har en mor som er single (altså skilt el lign) har risiko for at få en for tidlig menstruationsdebut. Det skyldes formentlig stress. Og hvis man er velnæret og ikke ryger kan man udskyde tidspunktet for den sidste menstruation.
Sygdomme kan også påvirke hele dette billede, fx cøliaki, hvor piger har en senere pubertet men en tidligere menopause.
Vi ved også at hvis piger har en for tidlig første menstruation, så har de en højere risiko for overvægt og diabetes, en højere risiko for depressioner, og andre psykiske problemer, (som fx at pigerne skærer i sig selv), og de har også på langt sigt risiko for at få en kortere levetid.
Hvad angår fertilitet, har forskningen afvist en sammenhæng. Det er altså ikke sådan at de piger som har for tidlig første menstruation har en forøget eller nedsat fertilitet. Men de piger som har en for tidlig første menstruation, har forøget risiko for underlivsbetændelse og polycystisk ovariesyndrom, som så sekundært kan føre til nedsat fertilitet (dvs hvis det ikke bliver behandlet). Desuden er det sådan at de piger som har for tidlig første menstruation har en højere risiko både for at få problemer under graviditeten og for at miste fostret.
Heldigvis kan vi gøre meget for at undgå at piger og drenge kommer for tidligt i puberteten. Og vi kan også gøre meget for at hjælpe dem, der allerede har haft en tidlig pubertet og nu er voksne eller modne mennesker. Det er aldrig for sent at gøre noget for at genoprette balance i hormonsystemerne.
Læs Charlotte Bechs råd til hvordan du kan genoprette den hormonelle balance i dette indlæg