Nedenstående spørgsmål er jeg blevet stillet på Magasinet LIV, hvor jeg hver måned svarer på brevkasse spørgsmål fra læserne.

 

SPØRGSMÅL

Jeg kunne godt tænke mig at få nogle råd og ideer til, hvordan man får den lille topmave væk, som alle får efter kejsersnit. Den kan simpelthen ikke trænes væk, fordi man har snittet i musklerne. Jeg har selv fået to børn ved kejsersnit og har ikke haft flad mave siden (de er 15 og 8 år).

Susanne

 

SVAR

Hej Susanne

Mit svar til dig bliver meget på baggrund af mine egne erfaringer, da jeg selv fødte ved kejsersnit for lidt over 1 år siden. Og jeg mener, det er umådeligt svært at rådgive om dette, hvis du ikke har prøvet at være i en krop, der har fået foretaget et kejsersnit. Derfor håber jeg, at du kan bruge mit svar til noget, på trods af at alle kvinder er forskellige, og vil reagere lige så forskelligt på et kejsersnit.

Ja, topmave ses hyppigere ved kvinder der har født ved kejsersnit, end ved almindelig fødsel. Jeg vil dog understrege, at det godt kan lade sig gøre at blive topmaven kvit efter et kejsersnit – det tager bare lidt længere tid, end normalt. Det afhænger af mange faktorer…

Det er korrekt, at et kejsersnit ”forstyrrer” mavemusklerne, så de får endnu sværere ved at komme sig igen i forhold til var det en almindelig fødsel. Det går ikke kun ud over musklerne men også bindevævet omkring, som har stor betydning for musklernes funktion. Det har stor betydning, at maven bliver syet godt sammen igen, så der ikke kommer for mange problemer med musklerne og bindevævet fx i form af væskeophobninger, der kan ses mange år efter.

Du skal kigge på, om din krop har for stor en ophobning af væske, da det kan være medvirkende til, at din mave synes endnu større. Du skal også se på din fordøjelse. Hvis din fordøjelse ikke fungerer optimalt, kan det også være et sted, hvor du kan hente meget ift. topmaven. Hermed betyder din kost også meget. For mange kulhydrater og sukker rig kost giver bare topmave, uanset om du har født eller ej. Din kropsholdning har også stor betydning, da den i sig selv kan fastholde din topmave, så den ser værre ud end den egentlig er. Du skal også se på din åndedrætsfunktion. Hvis du ikke trækker vejret optimalt, mangler du den daglige automatiske stimulering af mavemusklerne, som åndedrættet giver dig de ca. 20.000 gange om dagen, du trækker vejret.

Du skal også have revurderet, hvordan du træner din mave. Du skriver, at træning ikke virker – det tror jeg ikke helt på. Men træning alene, uden at gøre noget ved de ovenstående faktorer, nytter ikke nok. Du skal hele vejen rundt.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget!