Du har måske hørt om denne bog og om de såkaldte tigerspring?

Det er helt sikkert, at min mor læste ikke bøger om tigerspring, da jeg kom til verden. Dengang var der ikke skrevet en brøkdel om børn ift. idag. Vidste man mon slet ikke så meget om børn? Jo da, det var bare ikke skrevet ned, som det er og fortsat bliver idag. Og så ved vi idag på en måde mere, da forskningen på området bliver større og større.

Men hvad gjorde min mor mon så, når hun ikke havde internettet og bøgerne at slå op i? Jeg tror, det er et meget enkelt svar, nemlig at det var bydende nødvendigt at stole 100% på sin intuition og bruge sit netværk.

Min holdning er også ganske klar, at det i langt de fleste tilfælde er det vigtigste at følge sin intuition og mavefornemmelse. Men der kan jo være masser af ting, man som nybagte forældre simpelthen ikke ved, og her er internettet og bøger en stor hjælp – det har det i hvert fald været for mig. Og det er da “dumt” ikke at benytte sig af den hjælp som findes idag.

Der findes et utal af bøger, og jeg har haft købt alt for mange af dem – nogle bedre end andre. Jeg vil dog fremhæve en ganske særlig bog, som du måske allerede kender. Den hedder Vidunderlige uger, og den handler om de 10 store udviklings spring, som din baby skal igennem i de første 20 måneder af livet. Det er de spring, man også kalder tigerspring.

Læs lidt mere om bogen her

Min mand og jeg har været enormt glade for denne bog, da den har været med til at give ro og forståelse i svære perioder. Jeg vil dog bemærke, at bogen også gennemgår forskellige morotiske milepæle og færdigheder relateret til de forskellige uger. Her er bogen i mine øjne meget optimistisk, på trods af at jeg har en ret fremmelig datter, hvad angår det motoriske. Vidunderlige uger er en bestseller over hele verden.