Hvis vi havde beholdt halen… så havde vi sandsynligvis ikke så mange bækkenbundsproblemer – hør hvorfor!
Denne lille tekst skrev jeg for nogle år siden, og jeg vil dele den med dig, da det er meget relevant info, for dig der skal træne din bækkenbund. Brug også de små øvelser nederst – den virker underlig, men den virker 🙂
Menneskets haleben er i virkeligheden et levn fra den hale, som vores forfædre havde. Halebenet opfattes i dag som et ubetydeligt lille ben, der bare sidder for enden af rygsøjlen. Men ubetydeligt er det ikke, for nogle af bækkenbundens muskler sidder fast på halebenet, og det spiller en vigtig rolle ift. vores holdning og balance. Langt fra at være en nytteløs evolutionær rest er halebenet tværtimod meget vigtigt for kroppens optimale funktion. Der findes dokumenterede eksempler på mennesker, der har en udvækst, som minder om en hale. Det er et sjældent fænomen, men velkendt og kan spores langt tilbage i historien.
Logr med halen – det træner din bækkenbund!
Hvis vi havde haft en hale at logre med, havde det betydet, at bækkenbunden automatisk ville være veltrænet. Det er nemlig bækkenbundsmusklerne, der er med til at logre med halen. Men halebenet, som er roden fra halen, kan du også bruge til at logre med. Du kan gøre det med enkle øvelser og visualisering, der både direkte og indirekte logrer med halen (halebenet).
Svag bækkenbund
I dag har masser af både mænd og kvinder problemer med bækkenbunden. Den manglende hale kan sagtens være en forklaring, men den store mangel på almindelig bevægelse i hverdagen er en oplagt forklaring. Bækkenbunden stimuleres og trænes for hvert eneste skridt, vi tager – og hvis vi ikke tage skridt nok, mangler den stimulering og dermed træning.
Også dårlig åndedrætsfunktion spiller en stor rolle ift. den svage bækkenbund.
Det traditionelle billede af en svag bækkenbund er det, at bækkenbunden er slap. Men vi ser ofte, at en kronisk spændt bækkenbund lige så godt kan være årsagen til en svag og dysfunktionel bækkenbund.
ØVELSE 1 – massér halebenet
For at vække halebenet og musklerne i området skal det stimuleres.
Massér halebenet med dine fingre eller brug et redskab – fx en lille bold eller en foam roller.
ØVELSE 2 – logre med halen
Øvelsen kan laves stående med let spredte ben og let bøjede knæ. Du kan også udføre øvelsen stående på alle 4, som gør den en smule mere specifik. Brug begge versioner…
Forestil dig, at du kan tegne en streg med dit haleben. Tegn nu en cirkel med halebenet – på gulvet hvis du står – og på væggen bag dig, hvis du er på alle 4. Lav så stor en cirkel som muligt med bløde glidende bevægelser.
Skift retning når du syntes, og fortsæt så længe du orker.
Mærk efter hvordan halebenet og hele bækkenet svinger rundt, som var det et dyr, der logrede med halen.
ØVELSE 3 – mærk halen
Denne øvelse kan du lave i alle de positioner, hvor du kan nå dit haleben med fingrene – og hvor du ikke spænder alt for meget op andre steder i kroppen.
Placer nogle 1 eller 2 fingerspidser helt nede på halebenet – du skal helt ind mellem ballerne og ned til bunden, hvor knoglerne stopper, det er halebenet.
Hold fingrene der, tag nu en dyb dyb dyb indånding, hvorefter du ånder godt og langt ud, mens du samtidig spænder bækkenbunden, og mærker halebenet flytte sig lidt fra fingrene – altså du logrer med halen.
Når du spænder bækkenbunden, så forestil dig, at du skal snøre sammen omkring endetarm og urinrør.
På næste dybe dybe dybe indånding slipper du spændingen i bækkenbunden, og måske du mærker halebenet glide lidt tilbage mod fingrene igen.
Denne øvelse kan godt være svær i starten, men øv dig og brug dine vejrtrækninger hele tiden som beskrevet ovenfor. Du kan også bare slippe med fingrene og fortsætte med vejrtrækningerne og træningen, når du har styr på det.
Lav så mange du orker.
ØVELSE 4 – visualiser halen
Når du bevæger dig rundt i hverdagen, så mind dig selv om, at halebenet kan bevæge sig. Forestil dig samtidig at det bevæger sig – uden at det i virkeligheden gør det. Visualiser halebenets logren, som om du havde en hale, der logrer bag dig, når du bevæger dig.